Silkeborg IF henter angriber i Mexico
Silkeborg henter brasilianer med svensk succes på kontoen i Mexico
Når Superligaen fløjtes i gang om en måned, bliver det med sambarytmer i front for Silkeborg IFs vedkommende.
Klubben har skrevet kontrakt med den 26-årige brasilianske angriber Alexssander Medeiros de Azeredo, der også går under navnet Alex.
Han kommer fra et ophold i den mexicanske klub Celaya FC, men det er hans sæson i svenske Hammarby i 2016, der har overbevist SIF om, at han er værd at satse på.
- Alex er en god afslutter med begge ben og kan skabe noget på egen hånd samtidig med, at han er dygtig til at indgå i spilrelationerne med den øvrige del af holdet. En af mine svenske kontakter har karakteriseret ham som en brasiliansk pitbull, siger SIF-manager Peter Sørensen i en pressemeddelelse.
Læs også
I 2016 spillede Alex 28 Allsvenskan-kampe for Hammarby og scorede fem mål.
Alex har fået sin fodboldopvækst i Rio, hvor han som dreng spillede på Zico’s fodboldakademi i OL-værtsbyen.
De første professionelle erfaringer høstede han i Rio-klubben Botafogo og har siden været vidt omkring i klubber i både De forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien og Thailand, inden han via Hammarby havnede i Mexico.
Nu vil han bruge opholdet i Søhøjlandet som et brohoved til en karriere i Europa.
- Jeg havde et godt år i Hammarby og vil gerne gentage det her i Silkeborg. Den svenske og danske liga ligner lidt hinanden, så jeg ser gode muligheder for også at få succes her, siger Alexssander Medeiros de Azeredo og uddyber:
- Jeg har været en del steder i min karriere indtil nu, og som så mange andre drømmer jeg om at spille i en af de store ligaer. Min bedste chance for at opfylde drømmen er at gøre det godt her.
Kontrakten gælder halvandet år.