Silkeborg har ikke opgivet håbet om ny politiskole

Borgmester Steen Vindum fortsætter kampen for at få den nye politiskole til Silkeborg

Silkeborg har ikke opgivet håbet om at blive hjemsted for den politiskole, der skal placeres vest for Storebælt.

Det fastslår borgmester Steen Vindum (V), der har opbakning fra kommunens økonomi- og erhvervsudvalg.

- Vi er stadig i spil, for Silkeborg er fortsat et oplagt sted at placere politiskolen, når man kigger på danmarkskortet. Vi kan tilbyde attraktive grunde lige op til Silkeborgmotorvejen, siger Steen Vindum i en pressemeddelelse og tilføjer: 

- Det er centralt i forhold til alle de jyske politikredse, det er tæt på køreteknisk anlæg, og det vil være både centralt og attraktivt for skolens elever og personale at bo i Silkeborg-området, siger han.

Silkeborg Kommune pegede i første omgang på den lukkede døgninstitution Oustruplund ved Kjellerup som ny politiskole, men har også tilbudt grunde til nybyggeri. 

Læs også Gaarde optimistisk om ny politiskole i Skanderborg

- Vi har to meget attraktive arealer ved henholdsvis Hårup og Funder. Begge ligger i udkanten af Silkeborg by, klos op ad Silkeborgmotorvejen, og det sikrer den hurtige udrykningstid, som er en af betingelserne for at huse skolen, siger Steen Vindum.

En række kommuner har lagt billet ind på den nye politiskole. I sidste uge fortalte justitsminister Søren Pind (V), at politiskolen udskydes. 

I indslaget herunder fortæller flere østjyske borgmestre, hvorfor politiskolen bør placeres i lige netop deres kommune. 

02:01 Luk video