Silkeborg fortsat uden cheftræner
Tidligere Viborg-træner Ove Christensen takker nej til job som cheftræner i SAS Liga-klubben Silkeborg IF.
Desperationen ulmer i SAS Liga-klubben Silkeborg IF, efter at Ove Christensen søndag takkede nej til jobbet som cheftræner i klubben.
Efter fire ugers forhandlinger måtte den tidligere AB- og Viborg-træner erkende, at han stadig har for store mén efter en hofteoperation.
- Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg er rystet, men vi er selvfølgelig skuffede, fordi vi har brugt så lang tid på det, siger Silkeborgs sportschef, Ebbe Sand, til Midtjyllands Avis.
Dermed står klubben på bar bund i jagten på en kommende træner med under en måned til træningsstart. Af samme grund åbner Ebbe Sand nu for tanken om en overgangsløsning. Præcis som Peder Knudsen var det, da Viggo Jensen blev fyret midt på efteråret.
- For kan vi ikke få den træner, som vi skal have på lang sigt, så kan en overgangsløsning være en mulighed, siger Ebbe Sand, der ikke tør gætte på, hvornår SIF kan have en ny træner klar.