Silkeborg-fans gør klar til topbrag

Der bliver masser af opbakning fra tribunerne, når Silkeborg IF lørdag tager hul på forårssæsonen med et vaskeægte topbrag.

Silkeborg IF mod Viborg FF - et klassisk og velkendt opgør i den danske SAS Liga, hvor styrkeforholdet i det centrale Jylland skal sættes på plads.

Lørdag tager de to klubber endnu en tørn, men indramningen er denne gang anderledes. Kampen foregår nemlig ikke i Danmarks bedste fodboldrække, men åbner i stedet forårsturneringen i den næstbedste række, Viasat Divisionen.

Begge klubber kæmper dog hårdt for at vende tilbage til den bedste række. Viborg ligger på førstepladsen i 1. division, mens Silkeborg IF ligger på tredjepladsen.

For Silkeborg handler kampen med andre ord om at indhente en del af Viborgs forspring.

Heldigvis for silkeborgenserne kommer de næppe til at mangle opbakning fra tilskuerne. En række Silkeborg-fans er allerede gået i gang med at forberede sig til lørdagens kamp.

Forberedelserne består blandt andet i klargøring af et 10 meter højt og 35 meter langt banner, der har været pakket sammen, siden efterårssæsonen sluttede. Nu skal malingen friskes op, så banneret kan blive luftet på lægterne.

Du kan se et tv-indslag om Silkeborg-fansenes forberedelser i fredagens udsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30. Lørdag aften klokken 19.30 sender vi desuden en reportage fra det vigtige opgør.

Skulle du have lyst til at følge kampen 'live' fra tribunerne, skal du være på plads på Silkeborg Stadion lørdag klokken 13.00.