Silkeborg-drenge skød mod biler
Drenge skød med luftgevær mod bilister i Silkeborg. En fik smadret sideruden, en anden sin bagrude.
Med et luftgevær lod to drenge efter alt at dømme kuglerne pifte om ørerne på tilfældige bilister i Silkeborgs nordlige udkant.
Politiet i byen oplyser, at mindst tre biler blev beskudt torsdag eftermiddag.
Den ene chauffør fik sig en voldsom forskrækkelse, da sideruden i førersiden pludseligt blev splintret af en kugle fra det kraftige luftgevær. En anden fik den ene halvdel af bagruden skudt i stykker, mens den tredje bil slap med en lakskade.
Da politiet undersøgte sagen, fandt man et luftgevær i hjemmet hos en 14-årig dreng, der havde en 13-årig kammerat på besøg.
Umiddelbart har de to knægte nægtet at have noget med sagen at gøre, men Silkeborg Politi oplyser, at man nu vil lade sagen overgå til SSP-samarbejdet mellem skoler, sociale myndigheder og politi.