Silkeborg bliver ny ishockeyby
Silkeborg vil skabe et ishockeyhold, når en ny skøjtehal står klar næste sommer.
En skøjtehal og et ishockeyhold er en vigtig del af et nyt stort sportscenter i Silkeborg, som efter planen skal stå klar den 1. august 2007.
Hovedsponsor for det nye projekt, som skal få den midtjyske by på ishockey-landkortet, er Jyske Bank, der har givet en samlet støtte på 10 millioner kroner. Men de penge skal ikke bruges på at købe ind til et hold, der med det samme skal spille i den bedste række.
- I første omgang skal vi jo lige se, hvor stor interessen er for at spille ishockey her i Silkeborg. Vi starter jo mere eller mindre fra nul. Men på sigt kunne det da være interessant med et ligahold i Silkeborg, siger Villy Laugesen, formand i Silkeborg Skøjteløberforening, der har fået overdraget ansvaret for at stable et ishockeyhold på benene.
At ambitionerne er til mere end hyggehockey kan også ses på de ydre rammer i det nye byggeri. I første omgang bliver der plads til 700 tilskuere i den nye skøjtehal, men der er på forhånd gjort plads til en udbygning, så skøjtehallen kan komme op og rumme 2000 tilskuere, hvis det bliver nødvendigt. /ritzau/