Silkeborg ærer Lars Larsen med sørgebind i superligakamp

Til ære for Lars Larsen, der var stor bidrager til Silkeborgs nye stadion, spiller Silkeborg med sørgebind.

Lars Larsen åbnede det nye stadion i Silkeborg 31. juli 2017. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

 Lars Larsens betydning for både Silkeborg som by og Silkeborg IF som fodboldklub og virksomhed kan ikke overvurderes. Det var Lars Larsen og Jysk, der gik i spidsen, da planerne om et nyt stadion i byen blev konkrete.

Sådan skriver Silkeborg IF på sin hjemmesiden om baggrunden for, at spillerne i superligaklubben søndag vil bære sørgebind i superligakampen på udebane mod Esbjerg. 

Læs også Så gavmild var Lars Larsen

Det sker for at ære den afdøde erhvervsmand Lars Larsen, der gik bort mandag. Han har i flere tilfælde støttet klubben økonomisk og ejet aktier i selskabet bag klubben. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Lars Larsens betydning for både Silkeborg som by og Silkeborg IF som fodboldklub og virksomhed kan ikke overvurderes.

Kent Madsen, direktør, Silkeborg IF

 - De 10 millioner kroner, han stod bag, sikrede, at vi kunne rejse finansieringen, og de yderligere fem millioner kroner, han kom med i slutfasen, betød, at vi kom i mål, siger klubdirektør Kent Madsen til klubbens hjemmeside.

Læs også Lars Larsen bisættes i dag: Kirken er åben for alle

 Silkeborgs nye stadion hedder Jysk Park. Lars Larsen var selv med til indvielsen for to år siden, men han var ikke inkarneret fodboldfan.
    
- Han var ikke den flittigste gæst på Jysk Park, men han var altid velinformeret om vores kampe og spillernes præstationer. Han så, at fodbolden var vigtig for byen og dens trivsel, siger Kent Madsen.

Bisættes torsdag

Erhvervsmanden Lars Larsen bliver bisat torsdag klokken 14 fra Sejs-Svejbæk Kirke.

Det oplyser Jysk til Midtjyllands Avis.

Læs også Lars Larsen er død

Kirken ligger få hundrede meter fra Lars Larsens hjem i Sejs-Svejbæk, der er en forstad til Silkeborg. 

Dyne-Larsens hemmelige museum - Udstilling om Lars Larsen fra JYSK

Alle er velkomne til at møde op i kirken, fortæller bedemand Gert Kristoffersen fra Resenbro Begravelsesforretning, der skal forestå bisættelsen. 

- Det er familiens ønske - og Lars Larsens - at hvis man føler, at man har behov for at tage afsked med Lars Larsen, så er man velkommen. 

Læs også Nekrolog: 'Fattig-Lars' fik en "tovlig" idé og skabte et imperium

- Der er i princippet ingen regler for, om man må være i kirken, siger Gert Kristoffersen.

Der er plads til omkring 180 personer i kirken, men der forventes at flere møder op, og der bliver muligvis opsat højttaleranlæg uden for kirken. 

Her kan du lægge blomster

Allerede i dag, tirsdag, vil der blive oprettet en mindeplads tæt på Lars Larsens gravsted, hvor der vil være mulighed for at lægge blomster. Det fortæller kirkegårdsleder Jens Skovbjerg Hansen til Midtjyllands Avis.

Flere har nemlig spurgt til muligheden for at lægge blomster for at mindes Lars Larsen. 

Lars Larsen døde mandag morgen, 71 år. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.