Sikkerhed på lukket afdeling undersøges efter flugt

Sikkerheden på lukket retspsykiatrisk afdeling i Risskov kigges efter i sømmene efter fem flugter på tre uger.

Senest nåede en farlig patient i weekenden at være på fri fod i et døgn, indtil han i går morges meldte sig selv.

Chef for serviceafdelingen på hospitalet i Risskov Niels Aller bekræfter, at sikkerheden på nuværende tidspunkt er for ringe:

- Den seneste renovering skete i 1995. I dag skal vi have gennemgået alle vinduer for at finde ud af, hvorvidt de er brudsikre eller ej, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er hospitalets vinduer, der i dag får et grundigt eftersyn.

De to patienter, der flygtede i weekenden, fandt vej til friheden via et vindue på psykiatrisk hospital. Vinduet var ikke brudsikkert, og derfor kunne patienterne forholdsvis let smadre det med en lænestol og tage flugten.

Se mere i mandagens nyhedsudsendelse kl 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.