Sikker trafik: Stol ikke på de små alkometre
Er du i det mindste i tvivl, om du kan køre dagen efter en bytur, så lad være
For langt de fleste mennesker giver det sig selv, at man ikke skal køre bil umiddelbart efter, at man har drukket.
Det, der kan være lidt sværere at sætte sig ind i er, hvornår man så egentlig må køre igen. For ofte er det ikke nok at vente til næste morgen, før man så sætter sig ind i bilen.
Læs også
- Det er enormt svært, for det kommer an på, præcis hvor meget du har drukket, og nogle ved ikke, hvor meget der blev hældt op, hvor stærk vinen var, eller hvornår vi stoppede med at drikke. Og så er der forskel på, hvor meget man forbrænder, men er man det mindste i tvivl om sin promille, så lad bilen stå, for det tager ofte længere tid, end du er klar over, siger Søren Ørsted, pressechef i Sikker Trafik, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han mener også, at man skal holde sig fra bilen, selv om man bare føler sig træt og uoplagt efter en julefrokost. Det er nemlig vigtigt, at sanserne er skarpe, når man kører bil.
Der findes også alkometre, som man kan købe hos supermarkederne for en billig penge, hvor man kan tjekke sin egen promille.
Men Sikker Trafik mener bestemt ikke, at det er løsningen på problemstillingen.
- Vi fraråder det meget klart. De kan være sjove nok i en festlig sammenhæng, men jeg ville aldrig satse min egen eller andres sikkerhed på et billigt alkometer. De er ikke præcise, og de kan være svære at aflæse, siger Søren Ørsted.
Se hele interviewet i videoen øverst i artiklen.