Sikker på genvalg
Trods tilbagegang er der solidt rødt flertal
Skal man tro en helt ny meningsmåling fra de fire største byer, som Epinion har foretaget for Danmarks Radio, så bliver der genvalg til Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S). Men der er lagt op til forskydninger i byrådet efter valget. Det oplyser DR Østjylland.
Der er lagt op til store hug for både Socialdemokraterne og Konservative i Aarhus. Socialdemokraterne går fra 14 til 11 pladser i byrådet, mens de Konservative ligger til at gå fra at fylde tre til fremover kun at besætte en enkelt stol de næste fire år.
Enhedslisten ser ud til blive det tredjestørste parti i byrådet i Aarhus ved at gå fra en til tre pladser. Den fremgang for Enhedslisten ser dog ud til at ramme SF, som ligger til at miste to pladser og fremover få tre sæder.
Fremgang er der til gengæld for både Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale, som alle tre ser ud til at få to pladser yderligere, så Venstre fremover vil besidde syv pladser på rådhuset, mens de Radikale og Dansk Folkeparti vil gå fra en enkelt til fremover tre pladser hver.
Samlet henter blå blok dog kun et enkelt mandat, da Liberal Alliance ikke kommer ind. Men det kan meget vel koste de Konservative den rådmandspost, som Marc Perera Christensen besætter i dag. Den kan ende med at tilfalde Venstre, som dermed får to rådmænd eller Dansk Folkeparti, oplyser DR Østjylland.