Sigtet for våben og narko
Politiet fandt rifler, haglgevær og pumpgun
En rutinemæssig politikontrol i Trustrup mandag formiddag førte politiet til et noget overraskende fund.
Politiet stoppede en 34-årig mandlig bilist fra Kolind. Det viste sig, at han kørte uden kørekort og var påvirket af narkotika.
- Manden blev anholdt, og ved visitationen blev han fundet i besiddelse af et mindre kvantum amfetamin. Politipatruljen kører ham derfor til en læge, for at få taget blodprøve, oplyser politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet vælger herefter at ransage den 34-årige mands hjem i Kolind på Djursland, hvor de finder 38 gram marihuana, en totenschlæger, flere forskellige rifler, et haglgevær, en pumpgun, et halvautomatisk haglgevær og en masse patroner.
- En af riflerne er efterlyst og stammer fra et indbrud. Så han er sigtet for indbrud, overtrædelse af færdselsloven, overtrædelse af våbenloven samt lovgivningen om euforiserende stoffer, fortæller Mogens Brøndum.
Den sigtede blev løsladt mandag efter afhøring.