Sigtet for at true politimand
Fem mænd truede politibetjent ved retslokale
Østjyllands Politi har anholdt og sigtet fem personer for at have truet en politimand, der skulle vidne i en sag, med vold.
Østjyllands Politi fremstiller i dag, fredag, fire af de fem mænd fra Aarhus, der er i alderen 20-24 år, i grundlovsforhør. De sigtes for trusler mod tjenestemand i funktion samt for vidnetrusler.
I alt blev fem mænd anholdt ved Retten i Aarhus torsdag i forbindelse med, at en politimand skulle vidne i retten. Uden for retslokalet chikanerede de fem mænd ifølge politiet politimanden og truede denne med vold.
Den femte person, der er anholdt i sagen, stilles ikke for en dommer, men han er sigtet i sagen.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse mere i sagen, da der vil blive anmodet om lukkede døre til grundlovsforhøret.