Sigtet for millionsvindel
Politiet beslaglægger BMW og Harley Davidson hos et ledende medlem af Hells Angels i Århus.
Politiet beslaglagde i dag en BMW 730 og en Harley Davidson-motorcykel hos en 44-årig Hells Angels-rocker i Århus.
Manden blev anholdt og er nu sigtet for skattesvig til mindst halvanden million kroner. Han vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Århus med krav om fængsling.
Ifølge politiet er den 44-årige et ledende medlem af Hells Angels i Århus. Politiet slog til ud fra en mistanke om, at mandens indtjening ikke står mål med hans pengeforbrug.
Sigtelsen lyder på, at han de seneste fem år har udeholdt betydelige personlige indtægter fra sin selvangivelse. Bilen og motorcyklen blev beslaglagt for at sikre det offentliges krav. /ritzau/