Sigtet for angreb på Nem-ID
Risikerer seks års fængsel
Østjyllands Politi sigter fire mænd i alderen 17-20 år for at stå bag et omfattende angreb mod Nem-ID i april, der betød, at Nem-ID var nede i flere timer, samt forsøg på et lignende angreb mod en anden offentlig myndigheds hjemmeside.
Mændene er sigtet efter straffelovens paragraf 193 stk. 1, der blandt andet omhandler omfattende forstyrrelse af IT-driften. Strafferammen er op til seks års fængsel.
- Vi slår meget hårdt ned på den her type sager. Det er en alvorlig form for kriminalitet, der berører mange mennesker, og det afspejler sig jo også i strafferammen, siger vicepolitiinspektør Claus Danø, der er leder af Østjyllands Politis efterforskningsafdeling for personfarlig- og IT-kriminalitet.
Tre af de anholdte har tilstået, mens den fjerde har delvist tilstået. Alle fire er løsladt igen.
I forbindelse med anholdelserne er der foretaget to ransagninger i Randers, samt ransagninger i Hørning, Silkeborg, Herning, Brande og København.
Bag aktionen står Østjyllands Politi i samarbejde med Rigspolitiet Nationale IT-Efterforskningssektion (Nites), Midt- og Vestjyllands Politi og Københavns Politi.