Siger nej til mere arbejdsdeling

Medarbejderne på Danfoss i Viby kan ikke få supplerende dagpenge, hvis de siger ja til mere arbejdsdeling.

Det skal være slut med at fordele arbejdet på Danfoss.

For at undgå fyringer har 114 medarbejdere arbejdet på skift, men sådan en ordning er kun tilladt i 2x13 uger.

Derfor har Danfoss' ledelse foreslået beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) at lave loven om, men det vil ministeren ikke.

Ministerens afvisning møder sympati blandt medarbejderne på Danfoss i Viby. De ønsker nemlig heller ikke mere arbejdsdeling.

- Sådan som lovgivningen er i dag, så forringer det vores dagpengemuligheder, hvis arbejdsdelingen bliver forlænget. Man kan få supplerende dagpenge i 26 uger, og så kan man ikke få det mere, siger fællestillidsmand i Danfoss i Viby Jan Ahrendt til TV 2 | ØSTJYLLAND.