SIF ydmyget af FCN
Holdet led stort nederlag og tabte 1-6
Silkeborg-træner Keld Bordinggaard har meget at reparere på i den kommende uge efter afklapsningen i Farum.
Med lørdagens 1-6-nederlag i Farum har Silkeborg tabt fire kampe på stribe, og med kun tre point i superliga-tabellen er det langt fra den sæsonstart, som den nye træner Keld Bordinggaard kunnet have ønsket.
Og hvor sæsonen indtil lørdag havde budt på knebne nederlag, udviklede kampen i Farum sig til en afklapsning, og resultatet spolerer det billede, Bordinggaard ellers havde haft af sit nye hold.
- Den måde, vi tabte på, ødelægger meget af det, vi har kunnet fortælle hinanden indtil i dag: Nemlig at pilen peger opad.
- Vi har været ekstremt uheldige med ikke at få noget ud af vores foregående kampe, men nederlaget i dag ødelægger det indtryk. Det viser, at vi har et stykke vej igen, hvis vi skal spille os fri af den position, vi er i nu, konstaterer Silkeborg-træneren.
Han har svært ved at forstå, hvordan Silkeborg-holdet kunne være så galt afmarcheret i de første 45 minutter, som blev tabt 0-5.
Og det er ingen forklaring, at silkeborgenserne måtte undvære to skadede profiler i Marvin Pourié og Thorbjørn Holst.
- Det kommer let til at lyde som en dårlig undskyldning. Så er det min opgave at finde frem til nogle andre, der kan løse opgaven, og der havde jeg ikke en heldig hånd for at sige det mildt, konstaterer træneren.
- Nogle pressede, mens andre forsvarede, og så blev det jo ekstremt usammenhængende. Og jeg skal da lige love for, at FC Nordsjælland dræbte os på det.
- Dén første halvleg kommer vi til at snakke længe om, for det er ikke det niveau, vi skal have, siger Keld Bordinggaard, der kan reparere på skaderne indtil på lørdag, hvor Randers FC kommer en tur til Silkeborg.