SIF-træner forsvarer strategi efter klø i jubilæumskamp

Silkeborg havde været tilfreds med uafgjort i fredagens hjemmekamp mod Viborg, der endte 2-1 til gæsterne

Peter Sørensen og co. kunne ikke give hjemmepublikum en sejr i jubilæumskampen mod Viborg. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

1 af 3

Silkeborg kom efter flere gode resultater ned på jorden, da holdet fredag aften tabte 1-2 hjemme til Viborg i nedrykningsspillet i Alka Superligaen.

Silkeborg kunne med en sejr i klubbens 100-års jubilæumskamp have sikret sig en ny sæson i den bedste række, men uafgjort ville også have været et stort skridt mod at undgå nedrykning.

Læs også Sådan vil SIF fejre 100 års fødselsdag på Mascot Park

Efter Robert Skovs udligning, så havde hjemmeholdet derfor et resultat med til pausen, men i anden halvleg pressede Viborg på, og Mikkel Vestergaard bragte ti minutter før tid Viborg foran 2-1.

 Vi ville så gerne have givet vores fans og os selv en sejr, så vi for alvor kunne have fejret 100-års-dagen.

Simon Jakobsen, SIF

Herefter vågnede Silkeborg op og pressede gevaldigt på i slutfasen, og Silkeborg-træner Peter Sørensen mener ikke, at offensiven blev indledt for sent.

- Da skulle vi jagte noget, men de havde jo også en stor chance for at øge på kontra.

Læs også Viborg spolerer Silkeborg-jubilæum med sen scoring

- Det var ikke en strategi, der for os var nærliggende, så længe det stod uafgjort. Vi skulle i stedet have fastholdt bolden bedre.

- Vi spillede efter min mening en godkendt første halvleg, men vi var for umodne i anden halvleg. Vi var selvfølgelig ikke under det samme pres som Viborg, så længe det stod uafgjort, siger Peter Sørensen.

Stod skrevet i bøgerne

Silkeborg-forsvareren Simon Jakobsen mente efter opgøret, at nederlaget i høj grad var hjemmeholdets egen skyld.

- Vi ville så gerne have givet vores fans og os selv en sejr, så vi for alvor kunne have fejret 100-års-dagen. Det stod lidt skrevet i bøgerne, men sådan skulle det ikke være.

- Det var vi selv ude om efter den anden halvleg, for det var bestemt ikke godt nok, men vi skal huske, at vi stadig er i en god position.

- Før kampen mod Viborg så det rigtigt godt ud. Nu ser det måske kun godt ud, siger Simon Jakobsen.

Silkeborg er nummer to i pulje 2, tre point foran Viborg med to kampe igen.