SIF-træner: Det er rigtig tungt
Ærgrer sig efter tredje nederlag i træk
En fatal brøler. En dum udvisning. Og det tredje nederlag i træk i Superligaen.
Det var bestemt ikke Silkeborgs aften i Esbjerg, hvor hjemmeholdet med en 1-0-sejr efterlod Silkeborg i bundmoradset sammen med Brøndby.
Silkeborg-træner Keld Bordinggaard erkender, at nederlaget rammer hans hold hårdt.
- Det er tungt. Det er rigtig, rigtig tungt, siger træneren.
Tre point op til Esbjerg
Silkeborg har med 11 point for 15 kampe tre point op til netop Esbjerg og FC Midtjylland på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Gæsterne forærede nærmest sejren til hjemmeholdet, da den tidligere Esbjerg-spiller Jesper Mikkelsen med en dårlig bagudpasning satte Jesper Lange i scene til kampens eneste mål.
Keld Bordinggaard forsøger at nedtone betydningen af nederlaget.
- Det efterlader os nøjagtig, hvor vi var inden kampen. Vi er klar over, at der skal til at komme nogle point på kontoen, hvis vi ikke skal miste kontakten med holdene over os, siger han.
Jesper Bech så rødt
Træneren sendte i anden halvleg Jesper Bech på banen. Cirka 10 minutter senere måtte samme spiller forlade banen efter to gule kort, som blev konverteret til et rødt og marchordre.
Keld Bordinggaard har ingen indvendinger mod det.
- Jeg synes, at kortene sad ret løst i dag, men netop de to kort til Jesper Bech synes jeg ikke, vi kan sige noget til, siger han.