SIF tæt på tre point
Snublede og endte med uafgjort 2-2
Bundkampe ender ofte med at blive låste opgør, hvor ingen af holdene tør satse. Sådan var det ikke, da Brøndby søndag eftermiddag tog imod Silkeborg. Tværtimod.
Det blev i stedet 90 minutter, hvor Brøndby dominerede voldsomt, men alligevel måtte nøjes med et enkelt point. Bolden var på gule fødder det meste af tiden, men Silkeborg var effektive, når de nåede frem til de store chancer, og derfor var det fuldt fortjent, at gæsterne kunne tage et vigtigt point med hjem til Søhøjlandet.
Dødbolde gav pote
Her skal man til gengæld nok arbejde en del med at forsvare sig i dødsboldssituationerne. Begge Brøndbys mål faldt nemlig efter hjørnespark. Først scorede Mikkel Thygesen på et flot timet hovedstød til 1-0 efter en halv time. Det lignede det første skridt på vej mod en sikker hjemmesejr, og kort efter havde først Dario Dumic og siden Quincy Antipas muligheder for at fordoble føringen, men Silkeborg kom godt igen allerede inden pausen.
Først skød Kasper Risgaard i to omgange, hvor Martin Albrechtsen fik blokeret den første, men hvor den anden gik i mål til udligning med fem minutter tilbage af 1. halvleg. Og i halvlegens tillægstid var Christian Holst skarp, da han fik en tværaflevering, som han sikkert omsatte i en føring. I begge tilfælde kneb det defensive organisation i Brøndbys bageste række.
Ramt af skader
I første halvleg mistede hjemmeholdet også veteranerne Jan Kristiansen og Dennis Rommedahl, der begge måtte udgå med skader, tilsyneladende mærkede af midtugens 120 minutter lange pokalkamp. Ind kom unge Mathias Gehrt og Kristian Andersen, og de gjorde begge en god figur.
Efter pausen dominerede Brøndby fuldstændig kampen. Men det tog lang tid, inden presset mundede ud i en scoring. Silkeborgs færøske keeper Gunnar Nielsen kunne ikke holde et hovedstød efter et hjørnespark, og så kom Quincy Antipas til og fik skubbet bolden ind over stregen.
Brøndby fortsatte presset, men kampen endte uafgjort. Et resultat som betyder, at Brøndby stadig akkurat er over stregen, men stadig med det samme pointtal som de to jyske hold under stregen, Horsens og Silkeborg.