SIF-spiller til Skive

Silkeborg IF lader forsvarsspilleren Jesper Nielsen, der har spillet 33 førsteholdskampe, smutte til Skive.

Den 1. juli forlader Jesper Nielsen barndomsklubben Silkeborg. Forsvarsspilleren har haft problemer med at komme på førsteholdet, og med SIF's nye og markante indkøb vil det efter al sandsynlighed blive endnu sværere at bide sig fast.

- Jesper Nielsen har ikke fået meget spilletid hos os i SIF på det sidste, og da han fik muligheden for at komme til Skive, ville vi ikke stå i vejen for et skifte. Vi siger derfor Jesper Nielsen tusind tak for tiden i Silkeborg og ønsker ham held og lykke i sin videre karriere, siger SIF's nye sportsdirektør, Peter Kjær til klubbens hjemmeside.

Jesper Nielsen fik debut på førsteholdet i kampen OB-SIF den 23. april 2006, hvor han fik det sidste kvarter på banen. Siden blev det til yderligere 32 førsteholdskampe i den røde trøje , men blot tre af disse blev spillet i sidste sæson.