SIF-spiller afviser splid
Silkeborg IF drager på træningslejr til Spanien uden holdets anfører, Michael Hansen. Anføreren afviser, at han er blevet vraget til turen.
Silkeborgs IFs anfører, Michael Hansen, afviser, at han er blevet vraget til klubbens træningslejr, som begynder på lørdag i Spanien.
Midtbanespilleren har været ude i to uger med en forstrækning i læggen. Ifølge dagbladet B.T. burde Michael Hansen være klar til at træne med resten af truppen, men Michael Hansen selv afviser, at han er klar, og at han derfor er blevet droppet til turen.
- Der er ikke splid i truppen, som B.T. og andre medier skriver. Jeg er blandt de skadede spillere i klubben, og behandlingsformen foregår i Danmark. Det gælder om at få den rette behandling, så jeg kan være skadesfri til sæsonstart, siger Michael Hansen til TV2/Sporten.
Silkeborg-spilleren siger til tv-stationen, at han ikke selv er i tvivl om, at han fortsat indgår i klubbens planer. /ritzau/