SIF siger farvel til albaner
Venstre backen Renato Arapi og Silkeborg IF går hver til sit. Albaneren har ikke fået megen spilletid på førsteholdet.
Han nåede at få 26 kampe på Silkeborg IFs bedste hold, men nu er det slut for albaneren Renato Arapi. Han og klubben er blevet enige om at afbryde samarbejdet.
- Jeg har været rigtig glad for at være i Danmark og Silkeborg, hvor jeg har mødt mange gode mennesker og fået mange gode oplevelser. Desværre var mine udsigter til mere fast spilletid ikke alt for gode, og derfor vil jeg hellere hjem til min familie, kæreste og venner og min gamle klub KS Besa i Albanien med bedre muligheder for en stamplads. Jeg siger varmt tak til alle dem, der har gjort min tid i SIF til dyrebare minder og vil holde kontakten med mange i klubben, siger Renato Arapi til klubbens hjemmeside.
Arapi fik debut for Silkeborg IF i foråret 2008.