SIF lægger afstand til bunden

Silkeborg IF lægger afstand til nedrykningspladserne med en 2-1 sejr over Esbjerg.

Silkeborg tog lørdag eftermiddag et vigtigt skridt væk fra bundpladserne i Superligaen, da midtjyderne i en uskøn affære foran 3.168 tilskuere på Silkeborg Stadion vandt 2-1 over favoritterne Esbjerg.

Silkeborg har nu ni point ned til dumpepladserne. Kampens detalje faldt efter blot fem minutter, da hjemmeholdets Peter Degn med et elegant lop fra omkring 40 meter sendte Viggo Jensens oprykkere i front.

Esbjerg-keeperen, Lars Winde, var kommet for langt ud af sit mål, og Degn var hurtig på aftrækkeren. 1-0 til Silkeborg og herefter var det op ad bakke for Esbjerg. Kim Olsen scorede til 2-0 i sin første optræden på Silkeborg Stadion.

Efter pausen reducerede Jan Kristiansen for gæsterne. /ritzau/