SIF henter ny målmand

Kasper Jensen ny førstemålmand

Silkeborg IF har sikret sig en ny førstemålmand.

Valget er faldet på den 30-årige Kasper Jensen, der er hentet i Vejle Boldklub. Kasper Jensen er tiltrådt i klubben på en to-årig kontrakt med udløb 30. juni 2015. Det oplyser Silkeborg IF en en pressemeddelelse.

- Det har været vigtigt for os at hente en god, stabil målmand til klubben, og det er lykkedes med tilknytningen af Kasper Jensen. Han kender allerede 1. division efter at have stået for Vejle Boldklub i foråret, og han får en nøglerolle i vores bestræbelser på at vende tilbage til Superligaen så hurtigt, som muligt, siger Silkeborg IF's sportschef, Peder Knudsen.

Kasper Jensen er nordjyde og har fået sin fodboldopvækst i AaB. I sin seniorkarriere har han været omkring en række klubber.

Fem år i Tyskland

Mest markant har hans fem år i tysk fodbold været, og herhjemme har han spillet for Sønderjyske, FC Midtjylland og senest Vejle Boldklub, hvor han har været på kontrakt i det seneste halve år.

Inden det var han en tur i Sverige, hvor han stillede op for Djurgården. Nu glæder han sig til at få fast græs under støvlerne i Søhøjlandet.

- Det passer mig rigtig godt, at jeg nu har mindst to år i Silkeborg, som jeg kender som en traditionsklub med styr på tingene og en god organisation. Høje sportslige ambitioner passer mig rigtig godt, så også på den måde er Silkeborg en attraktiv klub med nogle stærke værdier, siger Kasper Jensen.

Ro på tilværelsen

Han glæder sig desuden til at få ro på tilværelsen efter korttidskontrakten i Vejle og afstikkeren til svenske Djurgården indenfor det seneste halvandet år.

- Jeg går ind i Silkeborg med fuld commitment og ser frem til de udfordringer, der venter. Jeg har jo stiftet bekendtskab med Nordicbet Ligaen i de seneste halve år, og det er ikke bare sådan lige at klare sig igennem. Det kræver arbejdsomhed, snilde og naturligvis spillemæssig kvalitet, men en spændende opgave bliver det, siger Kasper Jensen, der sammen med sin forlovede har planer om at bosætte sig i Silkeborg-området.

Målmandens første arbejdsdag i Silkeborg bliver 17. juni, når truppen samles efter en kort sommerferie.