SIF henter moderne forsvarsspiller med lange indkast

Silkeborg IF har købt den 21-årige Anders Hagelskjær i Skive IK

Anders Hagelskjær er med egne ord er en moderne forsvarsspiller. Han træner allerede i dag, mandag, med sine nye holdkammerater. Foto: Silkeborg IF

Efter en prøvetræning er Silkeborg IF og Skive IK nået til enighed om en transfer af forsvarsspilleren Anders Hagelskjær.

Den 21-årige midterstopper skifter til SIF på en tre-årig aftale.

- Vi har haft øje på ham igennem lang tid. Nu fik vi muligheden for at kigge nærmere på ham her i vores relativt lange opstart. Det har han gjort rigtig fint, og derfor har vi nu valgt at hente ham, siger SIF-manager Peter Sørensen i en pressemeddelelse. 

Læs også Silkeborg tæt på katastrofe - nu smider man betonklodser i Gudenåen

Den venstrebenede forsvarsspiller kan både benyttes i midterforsvaret og som venstreback, lyder det fra Silkeborg IF. 

- Han er en god duelspiller og god på hovedet. Han har en god venstrefod, og så giver han også holdet en ekstra dimension i form af nogle rigtig lange indkast, fortæller Peter Sørensen.

Opdraget i FC Midtjylland

Anders Hagelskjær har fået sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland, inden han først blev udlånt og derefter skiftede permanent til Skive IK i 1. division.

Her startede den unge forsvarsspiller ud med at spille venstreback, men sluttede opholdet hos skibonitterne som midterstopper.

- Jeg glæder mig til at spille i Silkeborg. Det er et godt setup, som jeg glæder mig til at være en del af, fortæller Hagelskjær.

Anders Hagelskjær er med egne ord er en moderne forsvarsspiller.

- En af mine store styrker er mit spil langs jorden. Jeg vil gerne have bolden og være med til at spille bolden op fra de bagerste rækker, lyder det fra den nye SIF'er.

Anders Hagelskjær træner allerede i dag, mandag, med sine nye holdkammerater.