SIF henter midtbanespiller
Silkeborg IF får tilgang af midtbanespilleren Jesper Mikkelsen, der skal tilføre erfaring og lederskab til truppen.
Jesper Mikkelsel vender hjem til Danmark efter to et halvt år i den franske klub Troyes AC. Han har skrevet en to-årig kontrakt med Silkeborg IF.
- Vi får i Jesper Mikkelsen en kerneperson til SIF. En spiller, der har masser af kulturstyrke og lederkvaliteter - og gerne med eksemplets kraft går forrest både på og uden for banen. Det er en gennemført professionel type, som spillemæssigt kan tilføre mange ting. Han er alsidig, venstrebenet og kommer både defensivt og offensivt til at bidrage med en masse ting til vores hold og vores klub, siger SIFs cheftræner Troels Bech.
Jesper Mikkelsen spillede i Holstebro, Skive og Ikast, før han i FC Midtjylland opnåede 227 kampe og 22 mål i perioden 2000-2007. Sommeren 2007 skiftede han til Esbjerg fB, hvor han spillede en halvsæson med 15 kampe og to mål, inden han tog til franske Troyes AC.
- Efter en periode i Frankrig glæder jeg mig til igen at komme hjem til Danmark, og da muligheden for at komme til SIF opstod, var jeg ikke i tvivl. Jeg har fulgt lidt med i sidste sæson og har set et Silkeborg-hold spille på en måde, som jeg gerne vil være med til og synes, at jeg passer godt ind på. Jeg har arbejdet sammen med Troels Bech tidligere og kender fodboldfilosofien godt - og glæder mig til at bidrage med noget erfaring og rutine, godt pasningsspil, lidt giftige dødbolde og noget organisation til holdet. Jeg glæder mig enormt meget til at spille i den røde trøje, fortæller Jesper Mikkelsen, der endda tidligere har boet i Silkeborg.