SIF henter Marcus Solberg
Den 20-årige angriber Marcus Solberg skifter fra AGF til Silkeborg IF
Silkerborg IF har skrevet en kontrakt for to år med den 20-årige angriber Marcus Solberg, der skifter fra AGF.
Så sent som i fredags var det Andreas Albers, der kom på kontrakt i SIF efter godt fire år i Vejle Boldklub.
Marcus Solberg har valgt at udskifte AGF med Silkeborg IF på grund af muligheden for at udvikle sig som fodboldspiller, skriver SIF i en pressemeddelelse.
- Jeg har søgt en klub, hvor jeg kan udvikle mig videre og forhåbentlig få en masse spilletid. Jeg ser bedre muligheder for det i SIF end i AGF lige nu. Det er mit mål, i løbet af de to år kontrakten løber, dels at spille en masse kampe for SIF, score mange mål og hjælpe med til, at klubben rykker op i Superligaen, siger Marcus Solberg i meddelelsen.
Se: SIF: Randers FC bedre end os
Marcus Solberg har spillet i alt 27 ungdomslandskampe for Danmark fra U16 til U19, og han har 12 Superligakampe for AGF på cv'et.
- Vi henter en talentfuld angriber med en god fysik. Det er samtidig en spiller, vi har tålmodighed med, og jeg ser ham ikke umiddelbart som førstevalg til pladserne i angrebet, siger sportschef Jesper Stüker.
- Men jeg kan også godt lide, når en ung spiller kigger mig i øjnene og siger: Det gør jeg. Og det gjorde Marcus Solberg, da vi talte forventninger og ambitioner, fortsætter han.