SIF henter 20-årig forstærkning

Sune Kiilerich skifter fra Sampdoria i Italien

Sune Kiilerich er ny midtbanespiller i Silkeborg. Foto: Silkeborg IF

Silkeborg IF forstærker sig med den 20-årige Sune Kiilerich, der senest har været udlejet til Viborg FF, oplyser Silkeborg IF i en pressemeddelelse. 

Forsvarsspilleren skifter omgående til SIF på en fri transfer fra italienske Sampdoria. Han har i et stykke tid været udlejet til Viborg FF

- SIF er generelt en meget populær klub, som andre spillere har haft gode erfaringer med at skifte til, og derudover tiltaler spillestilen mig meget. Forhåbentligt kommer jeg hurtigt til at give god konkurrence til midterforsvaret både til træning og i kamp, siger Sune Kiilerich i en pressemeddelelse.

SIFs cheftræner, Troels Bech, ser gode muligheder i den 195 cm høje midterforsvarer:

- Vi har at gøre med en ung, talentfuld og udviklingsbar stopper, som med sit hovedspil vil komplementere truppen. Han er samtidigt ærgerrig og vil være med til at skabe konkurrence til midterforsvaret, hvor vi jo har sagt farvel til flere spillere, siger Troels Bech.

Sune Kiilerich skal spille som nummer 13 på en toårig kontrakt i SIF.