SIF halter efter på fysikken
Silkeborg IF's spillere er i markant ringere fysik form end de fleste af deres modstandere i SAS Ligaen, viser ny undersøgelse.
Hvis tungen hænger lidt for langt ud af halsen på spillerne i Silkeborg IF, så er det ikke så underligt.
Bundholdet i SAS Ligaen er nemlig i markant ringere fysisk form end midter- og topholdene. Det er konklusionen i en undersøgelse foretaget af en forskergruppe fra Københavns Universitet.
Spillerne i bundklubberne savner så meget fart i støvlerne, at tophold som FC København, FC Midtjylland og OB har mellem 20-25 procent flere højintense løb på over 15 km/t under kampene. Og når der skal sprintes, så er forskellen helt oppe på 35 procent.
- Det er tankevækkende, at de danske bundhold, som skulle kompensere for en lidt ringere teknisk og måske ringere taktisk formåen, ikke slår bedre igennem på det fysiske, siger idrætsforsker ved Københavns Universitet, Peter Krustrup, der har gennemført projektet sammen med de to kolleger, Morten Bredsgaard Randers og Thomas Rostgaard.
Undersøgelsen viser også, at topholdene klarer sig bedst i den såkaldte yo-yo-test, der fortæller noget om, hvor gode spillerne er til at restituere efter de hurtige løb.