SIF forlænger med Jim Larsen

Silkeborg IF har forlænget samarbejdet med forsvarsklippen Jim Larsen. Han vil nu være en del af SIF indtil sommeren 2013.

For godt to år siden skiftede Jim Larsen fra upåagtede Brabrand IF til Silkeborg IF, som alt andet lige er en meget større klub.

Siden da har Larsen stort set været fast inventar i SIF's holdopstilling. Det bliver nu belønnet med en forlængelse af kontrakten. Noget som cheftræner Troels Bech er svært tilfreds med.

- Jeg vil mene, at han må være en kandidat til i første omgang ligalandsholdet, for han besidder endog meget store kvaliteter - og derfor er det en rigtig stor glæde, at vi har sikret os en lang aftale med ham, siger Troels Bech.

Jim Larsen har tidligere spillet for Korsør, Slagelse, AGF, Grenå og Brabrand.