SIF-fans utilfredse med Jyske Bank

Silkeborg IF-fans er ærgerlige over, at Jyske Bank er ny hovedsponsor i FC Midtjylland

01:42

Det vækker stor opsigt i Silkeborg, at Jyske Bank er ny hovedsponsor i FC Midtjylland. Især hos Silkeborg IF-fansene er skuffelsen over, at byens bank nu støtter rivalerne, til at få øje på.

- Jeg har det lidt ligesom, hvis jeg kom hjem og fandt kæresten i seng med ens værste fjende, siger Liz Winnie Hansen, der er næstformand i Sifosis, den officielle fanklub for Silkeborg IF.

Jyske Bank har tidligere været hovedsponsor i Silkeborg IF gennem en årrække, og banken har også været det i FC Nordsjælland.

Læs også Jyske Bank på FCM-trøjen

På nuværende tidspunkt er Jyske Bank toppartner i Silkeborg-klubben, der har Mascot som hovedsponsor.

- Det kom lidt bag på mig. De har altid været her, og nu er de ved rivalerne, siger Mathias Ferré, der er Silkeborg IF-fan og tirsdag overværende klubbens testkamp mod Sønderjyske. Et opgør på tre gange 45 minutter, som silkeborgenserne tabte med 2-4.

I Jyske Bank forstår man ikke kritikken.

- Vi bidrager med rigtig mange millioner kroner til Silkeborg IF, og Silkeborg IF er den klub i hele Danmark, der har modtaget de største bidrag fra Jyske Bank gennem tiderne. Senest har vi doneret ti millioner kroner til et nyt stadion, og ingen anden klub i Danmark, og jeg understreger, ingen anden klub i Danmark, har modtaget så stort et enkeltbeløb fra Jyske Bank, siger Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank.

Læs også Agger på pletten i SIF-test

For næstformanden i Silkeborg IFs fanklub kan det ende med, at hun skifter bank.

- Det kunne jeg godt finde på. Jeg synes ikke, at mine penge skal gå til at støtte rivalen, siger Liz Winnie Hansen.

Du kan se mere sagen i tv-indslaget øverst på siden.