SIF fælder frustrerede AaB
Bundholdet SIF vinder 2-1 over tophold
Efter en sæsonåbning i Superligaen, hvor det meste er gået AaB's vej, er det for alvor blevet gråt efterår for den nordjyske overraskelse.
Sidste rundes nederlag til bundproppen Esbjerg blev søndag fulgt op af en ny dukkert på udebane mod endnu en bundskraber, nemlig Silkeborg, der efter en koncentreret indsats vandt med 2-1 over et frustreret AaB-mandskab.
Sune Kiilerich lavede Silkeborgs første mål allerede efter fire minutter, og Marvin Pourié øgede til 2-0 med en stærk afslutning fra kanten af feltet 10 minutter før pausen.
En uventet håndsrækning
Selv om nordjyderne fik en uventet håndsrækning fra Pourié, der helt meningsløst skubbede Henrik Dalsgaard omkuld og blev smidt ud kort efter pausen, var der heller ikke topholdsglans over AaB i overtal.
Det var betegnende, at reduceringen kom efter, at Silkeborg egentlig havde clearet endnu et ufarligt AaB-indlæg. Bolden havnede hos Kenneth Emil Petersen, som flot hamrede den ned i hjørnet bag Lasse Heinze.
Trods et stort overtag i boldbesiddelse og 26 afslutninger mod Silkeborg-målet, var der for få store chancer, og derfor kunne silkeborgenserne juble over sæsonens tredje sejr, da dommer Lars Christoffersen blæste kampen af.
Klubbens kasserer kan samtidig hygge sig med, at Silkeborg efter 11. spillerunde har lagt Esbjerg bag sig i tabellen. Det giver kroner i kassen, når tv-pengene går ind på klubkontoen i nærmeste fremtid.