SIF-boss: Vi har solgt for så meget, at vi selv kan bestemme
Kent Madsen fortæller, at de har tjent mere på Robert Skov og Jens Martin Gammelby, end gætterierne har lydt på i pressen
Tidligere i dag solgte Silkeborg IF en af sine allerstørste profiler i denne sæson, Jens Martin Gammelby, til Superliga-kollegerne i Brøndby IF.
Det er det andet store spillersalg, der har fundet sted i Søhøjlandet i denne sæson, efter at klubben i vinter solgte Robert Skov til FC København.
Læs også
I tirsdagens Fodbold med Horup blev det diskuteret, om Silkeborg IF havde solgt de to profiler for billigt, og det indledte en debat mellem journalist Allan Pedersen og klubbens direktør Kent Madsen.
- Der tales om 6-7 millioner. Men uanset hvad kan jeg sagtens forstå Kent. Du kan sige, at i forhold til 100 millioner for Sørloth (som FC Midtjylland solgte til Crystal Palace, red.), så er seks millioner for Gammelby eller syv for Robert Skov ikke ret meget, lyder det fra Ekstra Bladets sportsjournalist Allan Pedersen.
Senere i programmet spørger Allan Pedersen så Kent Madsen, om salgene gør, at Silkeborg IF kan undgå store nedskæringer.
- Salgene af Skov og Gammelby, som jo heldigvis er sket til væsentlig større beløb end det, du sidder og gætter på, det gør jo, at vi selv bestemmer. Og hvis vi skal sælge flere spillere, så er det fordi, der kommer så gode tilbud, at vi ikke kan sige nej, lyder det fra Kent Madsen.
Nedrykning vil betyde nedskæring i truppen
Såfremt Silkeborg IF skulle trække sorteper i dobbeltopgøret mod Esbjerg, vil det betyde ændringer i spillertruppen.
- Vi kommer til at tilpasse, hvis vi rykker ud. Vi er faktisk kommet helt op på 26 spillere i førsteholdstruppen, og det ville vi faktisk ikke have været, siger Kent Madsen, der nu kan trække Jens Martin Gammelby fra, samt Gregor Sikosek og Gustaf Nilsson, der begge skal tilbage til Brøndby, når deres lejeophold slutter.
- Der bliver skåret med yderligere et par spillere, hvis vi rykker ud. Men det har vi ingen planer om. Vi vil gerne blive, og med de salg, der er lavet, så er der også mulighed for, at Peter kan gå ud og finde et par forstærkninger til holdet.
Om næste sæson står på Superliga eller NordicBet Liga afgøres på torsdag og søndag, når Silkeborg IF henholdsvis får besøg af og skal et smut til Esbjerg.
Se hele tirsdagens udgave af Fodbold med Horup herunder.