SIF-boss om ubeskrivelig stor finale: Vi skal nyde festen!
Kent Madsen er lykkelig over, at hans klub onsdag aften spillede sig i sin blot anden pokalfinale i historien. Den giver et selvtillidsboost uden lige
I dag er det præcis 101 år siden, at Silkeborg IF blev stiftet. Onsdag aften indtræf en begivenhed, der kun er hændt én gang før i klubbens historie.
Med 1-0-sejren over FC Fredericia skal de rødklædte midtjyder en tur til Telia Parken den 10. maj, hvor årets pokalfinale løber af stablen.
Læs også
- Det, at vi nu for kun anden gang på 101 år, er med i finalen, viser jo bare, at det ikke er nogen hverdagsbegivenhed. Og for en klub med vores styrker, og hvor vi er positioneret i dansk topfodbold, der er det at spille om trofæer jo en sjælden ting, siger direktør Kent Madsen.
- Der er to hold tilbage ud af alle Danmarks fodboldklubber, så det er ubeskriveligt stort. Der er rigtig mange fodboldspillere, der har et langt professionelt liv, som aldrig kommer i en finale, så det er kæmpestort, og vi skal sørge for at få en fest ud af det og nyde begivenheden.
Plaster på økonomisk sår
Torsdag aften får vi svaret på, hvem af Brøndby og FC Midtjylland, der skal med i Parken Kristi Himmelfartsdag. Uanset hvem det bliver, forventer Kent Madsen en hård modstand, men når han tager forretningsbrillerne på, har han en favoritmodstander.
- Økonomisk vil det med stor sandsynlighed være sjovere at spille mod Brøndby end mod Midtjylland, fordi Brøndby måske kan være med til at fylde Parken.
Nationalarenaen tager selv en bid af indtægterne fra kampen for at lægge stadion til, mens resten af indtægterne fordeles mellem de to finalehold og DBU. Her får hver klub 40 pct., mens DBU får de sidste 20 pct. af indtægterne.
Og selvom en plads i pokalfinalen ikke sender millioner af kroner afsted til Kent Madsen og Silkeborg IF, så vil den tjene de penge hjem, som klubben har sat til via de manglende resultater i Superligaen.
- Vi har knap spillet det ind, som vi havde troet på i Superligaen, så man kan sige, at pokalfinalen reparerer skaden fra Superligaen økonomisk.
Peter Sørensen har aldrig været i fare
I løbet af Silkeborgs sløje forår er Kent Madsen tidligere blevet forholdt manager Peter Sørensens sikkerhed i trænersædet. Og direktøren forsikrer fortsat, at der ikke skal en pokalsejr til for at redde manageren.
- Nej, det er ikke nødvendigt at redde Peter Sørensen, for han har aldrig været i fare, og vil heller ikke komme det, selvom vi måtte rykke ud af Superligaen. Det har vi så ikke nogen planer om, så den redningsplanke har han slet ikke behov for.
Læs også
- Men det er klart, at det (en pokalsejr, red.) understøtter en positiv stemning i stedet for det ærgerlige. Var vi nu røget ud i går, kombineret med at vi humper lidt i Superligaen, så havde det bidraget til negativ stemning. Nu giver det lidt glæde og begejstring, fortæller Kent Madsen.
Pokalfinalen spilles Kristi Himmelfartsdag torsdag den 10. maj i Telia Parken.