SIF-anfører om gruppespil: Det bliver vanvittig tæt
For Silkeborg IF og AGF byder nedrykningsspillet på en enmandshær i form af "Mål-Pål" og et FC Helsingør-mandskab på vej op i gear
På lørdag starter mission-overlevelse i Superligaen for Silkeborg IF.
FC Helsingør gæster kunstgræsset på JYSK Park.
- Vi moste dem på hjemmebane, og så blev vi selv most på udebane. Så det har været lidt op og ned. Det er et hold, der har været indstillet på at skulle spille de her kampe hele sæsonen, der er ikke nogen, inklusiv dem selv, der har forventet, at de ikke skulle være med i nedrykningsspillet. De har alt at vinde, og det kan sådan set godt være svært at spille mod, siger Simon Jakobsen til Fodbold med Horup.
Silkeborg IF er også havnet i pulje med Hobro IK.
I de to indbyrdes opgør er det blevet til en uafgjort og et nederlag.
- Det er jo et fysisk stærkt hold fra bagerste mand til Kirkevold (Pål Alexander red.) oppe på toppen. De er meget robuste og stærke samtidig med, at de har nogle rigtigt dygtige boldspillere på midten, forklarer Simon Jakobsen.
Og for den blonde Silkeborg-anfører venter der også en helt særlig kamp i kampen, når opgørene mod Hobro IK bliver fløjtet i gang.
Hobro IK's Pål Alexander Kirkevold, aka "Mål-Pål", er nemlig god for 16 basser i indeværende sæson.
Læs også
- Han er sindssygt stærk og samtidig med det, så har han en overraskende god teknik. Nogle gange ligner det jo lidt, at han bare fumler den lidt med sig, men når man er tæt på ham og virkelig kan se, hvad han er for en spiller, så må man bare sige, at han har en blændende teknik, siger Simon Jakobsen.
Blændende teknik kræver som oftest et mindst lige så blændende græstæppe, og det har man skulle lede længe efter dette forår.
Simon Jakobsen ser bestemt heller ikke med lyse øjne på de tre kommende modstanderes plæner.
- De har alle en utrolig dårlig bane, som er forfærdelig at spille på. Vi spillede for ikke så længe siden i Hobro, og den er jo skandaløs ringe. Det bliver meget forskelligt at spille på til forskel fra vores kunstgræs her. Baner er helt sikkert et aspekt, som kommer til at spille ind, forklarer Simon Jakobsen.
Hovedløse høns
AGF-anfører Pierre Kanstrup lægger ikke skjul på, at han hellere havde været en del af den anden nedrykningspulje.
Målkontoen mangler for alvor at blive åbnet op i foråret, hvor det kun er blevet til tre mål for de hvidblusede.
Anføreren er dog optimistisk, da defensiven er kommet op i omdrejninger.
AGF har kun lukket to mål ind i syv kampe i foråret.
- Det handler i bund og grund om, at vi er begyndt at agere som et hold, i stedet for at løbe rundt som 11 hovedløse høns inde på banen. Når der er én, som taber bolden, så er vi ti, der har lyst til at vinde den tilbage. Der er ikke nogen, som stiller sig op og slår ud med armene, det kan man gøre, når man har vundet den tilbage, det er helt okay, forklarer Pierre Kanstrup til Fodbold med Horup.
Cheftræner, David Nielsen, har haft stort set alle spillere til rådighed i landskampspausen, og han ser nu frem mod seks hårde og intense kampe.
Ingen har i følge ham endnu forspildt deres chance.
- Helsingørs spil ude på banen er meget bedre, end til der, hvor de ligger i tabellen. Det er et af de hold, synes jeg, som der har mest ro på bolden, de er dygtige til at spille og at frustrere. Hvis man går ud og undervurderer Helsingør, så får man sig en slem overraskelse, siger David Nielsen til Fodbold med Horup.