Sidste private leverandør af hjemmehjælp giver op

1600 ældre skal have ny leverandør af hjemmehjælp

Foto: Asger Ladefoged - Scanpix

Den sidste tilbageværende private leverandør af pleje og hjemmehjælp i Aarhus Kommune, Aleris Omsorg, trækker sig nu som fast leverandør til 1.600 borgere i Aarhus. 

Vi har efter grundige overvejelser måtte konstatere, at de aktuelle, udbudte priser i godkendelsesmodellen ikke er tilstrækkelige til at levere pleje og omsorg på et kvalitativt tilfredsstillende niveau og samtidig sikre en sund drift.

Miriam Toft, Direktør, Aleris Omsorg

Aleris vandt for tre år siden udbuddet om at blive privat leverandør af hjemmehjælp. Men firmaet har ikke ønsket at fortsætte, når kontrakten udløber. 

- Vi har efter grundige overvejelser måtte konstatere, at de aktuelle, udbudte priser i godkendelsesmodellen ikke er tilstrækkelige til at levere pleje og omsorg på et kvalitativt tilfredsstillende niveau og samtidig sikre en sund drift. Derfor søger Aleris ikke på nuværende tidspunkt godkendelse efter godkendelsesmodellen, forklarer Miriam Toft, adm. direktør Aleris Omsorg.

- Vi respekterer Aarhus Kommunes priser i godkendelsesmodellen, og vores valg om ikke at søge godkendelse som fritvalgsleverandør beror således på en beslutning om at handle med rettidig omhu, da vi ikke vil gå på kompromis med kvaliteten, fortsætter Miriam Toft.

Aarhus Kommune overtager fra 1. april

Aleris har trukket sig som såkaldt fritvalgs leverandør. Det betyder, at borgere ikke kan vælge Aleris efter 1. april og inden denne dato, skal berørte borgere have valgt kommunen eller en anden privat leverandør. Aarhus Kommunes afdeling for Omsorg og Sundhed sikrer, at ingen står uden pleje og hjælp.

- Det er en meget ærgerlig situation for de berørte ældre mennesker, som har valgt leverandøren og er vant til at se kendte ansigter i hjemmet. Jeg håber, at mange af medarbejderne fortsat vil arbejde i hjemmeplejen og hjælpe samme borgere, som de kender i forvejen. Jeg ville gerne have, at vi havde tre private leverandører at vælge i mellem, men vi kan ikke tvinge leverandører ind. Fordelen ved den model vi har nu, det er, at nye leverandører løbende kan henvende sig, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg. 

Læs også Ældre skal vælge ny hjemmehjælp efter konkurs

- Det offentlige løser fint hovedopgaven med at skabe en ordentlig hjemmepleje, men jeg er samtidig tilhænger af det frie valg med private leverandører. Jeg håber, at andre private leverandører kan se et marked i at tilbyde borgere hjælp og pleje, siger Jette Skive.

Økonomichef Charlotte Storm Gregersen oplyser, at kommunens godkendelsesmodel ligner andre kommuners model og fastsættelse af pris:

- Vi sætter en pris ud fra, hvad kommunen kan løse samme opgave for. Der er politisk opbakning til, at det ikke må blive dyrere for skatteborgerne, at private leverandører leverer pleje og hjælp. Derfor ligger prisen fast, og den enkelte leverandør skal gøre op med sig selv, om de kan udføre opgaven til den kvalitet, som kommune og borgere også forventer, siger Charlotte Storm Gregersen. 

Læs også Ældre klarer selv hjemmehjælpen

Private kunder berøres ikke

Aleris bibeholder basen i Aarhus og vil fortsat servicere de 300 kunder, der i dag køber private tilkøbsydelser fra Aleris Hjemmepleje. Aleris vil fra 1. april 2018 således forsat tilbyde kunderne i Aarhus muligheden for at købe private ydelser indenfor pleje, omsorg og praktisk bistand.

Aleris var et af tre private firmaer, som for tre år siden vandt udbuddet om privat hjemmehjælp for Aarhus Kommune. To af firmaerne er i mellemtiden gået konkurs og og Aleris har undervejs overtaget betjeningen af hundredevis af deres kunder.