Sidste navne til teen-festival
Aarhus Festuge føjer de sidste navne til minifestivalen Smells Like Teens
Nu er de sidste navne sat på plakaten for den alkoholfrie minifestival Smells Like Teens, for de 13 til 17-årige.
Siden 2007 har koncerterne været en fast del af Aarhus Festuge, og torsdag præsenterede festugen så de sidste navne.
Det drejer sig om Lord Siva, Astronaut og den aarhusianske rapper Emil Stabil, der alle tre gæstede årets SPOT festival i maj, samt det unge sangskrivertalent Mathias Winther.
30 kroner per koncert
Festivalen for de unge, som bærer samme titel som Nirvanas gennembrudshit »Smells Like Teen Spirit« fra 1991, udvælger kunstnerne i samarbejde med Festugens Ungdomsråd.
Koncerterne støttes med kommunale midler og derfor kan billetpriserne holdes på den beskedne sum af 30 kroner per koncert.
Smells Like Teens løber af stablen den 28. og 29. august på VoxHall, og billetter kan købes på Aarhus Festuges hjemmeside.