Sidste dag på brandstationen: - Det er sørgeligt

Lørdag kunne borgere komme og sige et sidste farvel til brandstationen i Lystrup, der lukker den 31. marts

00:36

Mens børn morede sig i de rigtige brandbiler, var mange voksne kede af, at brandstationen i Lystrup lukker.

Lørdag var det sidste dag, at borgere kunne besøge brandstationen i Lystrup.

For børn var det en sidste mulighed for at sidde bag rattet i en ægte brandbil. For mange af de fremmødte voksne, var det en vemodig dag.

Hvis der noget, der brænder her omkring, bliver der langt at køre.

Jytte Carlsen, borger, Lystrup

- Det er sørgeligt. For hvis der noget, der brænder her omkring, bliver der langt at køre. Dem, der har besluttet det, er dem, der sidder bag skrivebordet. De kommer ikke ud og spørger dem, der skal slukke brandene, siger Jytte Carlsen, der bor i Lystrup.

Det er sørgeligt

Hun synes, at det er underligt, at Lystrup ikke længere skal have en brandstation. Brandstationen har ligget i Lystrup siden 1989.

- Det er sørgeligt. Man tænker også, at hvis der bliver brand i ens lejlighed eller hus, så er der langt at køre. Det synes jeg ikke, at de kan være bekendt at byde borgerne i Lystrup og omegn, siger Jytte Carlsen.

Pernille Emdal Nielsen og hendes søn, Mathias, bor i Skanderborg. Men de var alligevel mødt op på brandstationen. Mathias har været en del af brandstationens junior brandmandshold.

En del af Lystrups image

Kirsten Nielsen fra Lystrup var også en af dem, der var dukket op for at sige farvel.

- Brandstationen har altid været en del af Lystrup. Det har været en del af Lystrups’ image. Jeg tror, at vi er mange borgere her i Lystrup, som er berørte af, at den lukker, siger Kirsten Nielsen og fortsætter:

Brandstationen har altid været en del af Lystrup.

Kirsten Nielsen, borger, Lystrup

- Det har været en tryghed at have brandstationen. Mange unge mennesker er kommet hernede, hvor de har lært en masse gode ting, siger Kirsten Nielsen.

En svær beslutning

Brandstationen i Lystrup lukker den 31. marts. I stedet skal der bygges en brandstation på Klokhøjen i det sydlige Lisbjerg. Stationen vil få betegnelsen Aarhus N, og planen er, at den bliver taget i brug i første halvdel af 2019.

Indtil den nye brandstation er på plads, vil det nordlige Aarhus blive dækket fra en midlertidig station på brandskolen Kirstinesminde, der bliver suppleret af brandstationen i Hornslet.

Læs også Har slukket brande siden nytårsaften 1989 - nu lukker aarhusiansk brandstation

Direktøren for Østjyllands Brandvæsen, Lars Hviid, har tidligere udtalt til TV2 ØSTJYLLAND, at det ikke har været en nem beslutning at lukke brandstationen i Lystrup.

- Det her er desværre et resultat af den udvikling, vi ikke kun ser i Aarhus, men i hele Østjylland. Vi er nødt til at flytte den her brandstation for at få mest brandvæsen til flest mulige borgere, har Lars Hvis sagt TV2 ØSTJYLLAND.

Øverst kan du se hele indslaget fra Brandstationen i Lystrup.

00:45

VIDEO. Her kan du se et tv-indslag om brandstationens lukning. Indslaget blev bragt den 17. marts 2018.

Luk video