Sidste chance: Nu kan du og dit fællesskab vinde 100.000 kr.

Vinderen skal ikke bare være et godt fællesskab for medlemmerne selv, men også gøre noget godt for andre.

02:29

VIDEO: Alle foreninger og klubber med base i Østjylland kan melde sig til og være med i konkurrencen om at vinde 100.000 kr. samt æren for at være Østjyllands mest Fantastiske Fællesskab 2019.

Er du med i en forening eller klub, der har base i Østjylland, kan du nu melde jer til konkurrencen om at vinde 100.000 kr. samt æren for at være Østjyllands mest Fantastiske Fællesskab 2019.

- Vi leder efter et fællesskab, der ikke alene er godt for egne medlemmer, men som også støtter og hjælper andre, fortæller forfatter Sanne Søndergaard. Hun er en af dommerne, der skal finde fem foreninger til finalen.

Tilmeld dig her til konkurrencen Fantastiske Fællesskaber

Foredragsholder og forfatter Sanne Søndergaard vil som dommer se efter inkluderende fællesskaber. 

Poul Martin Bonde fra Smukfest er også med i juryen, og lægger vægt på, at det at give som regel er en gave for en selv:

- Jeg kigger helt klart efter fællesskaber, som giver mening for andre end medlemmerne, fortæller han. 

Som formand for Smukfest med 15.000 frivillige kender Poul Martin Bonde om nogen til det gode fællesskab.

100.000 kr. til vinderen

Sidste år vandt Forlev Spejdercenter i Skanderborg prisen som det mest fantastiske fællesskab. De var i konkurrence med en lang række østjyske foreninger og klubber, som til tilmeldingen fortalte om deres gode fællesskab. Dommerne håber på lige så mange gode forslag i år, og opfordrer også dem, der meldte sig til sidste gang at prøve igen. 

Sidste år blev Forlev Spejdercenter kåret som det mest fantastiske fællesskab i Østjylland.

Kommer på alle platforme

De fem finalister vil blive præsenteret på TV2 ØSTJYLLANDs forskellige platforme: tv, Facebook og hjemmeside, og så er det ellers op til alle, der vil, at stemme på sin favorit. 
Vinderen bliver fundet i slutningen af november og vil få overrakt præmien på 100.000 kr. Beløbet er sponsoreret af Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden.

Når fristen for tilmelding udløber den 18. september, vil Sanne Søndergaard, Poul Martin Bonde og TV2 ØSTJYLLANDs direktør, Inga Vind, sætte sig sammen med en repræsentant fra Lokale- og Anlægsfonden og vælge fem finalister ud.

- Er der noget, der binder et samfund sammen, så er det stærke fællesskaber, som er inkluderende og inspirerende, siger TV2 ØSTJYLLANDs direktør, Inga Vind. Foto: Agnete Schlichtkrull

Inspirerende fællesskaber

Konkurrencen om Fantastiske Fællesskaber sker samtidig i seks andre TV2 regioner, og TV2 ØSTJYLLANDs direktør Inga Vind er glad for at kunne sætte fokus på fællesskaber i Østjylland.

- Vi lever i en tid, hvor verden kan føles stor og konfliktfyldt, og i sådan en tid er det vigtigt også at kigge ind på det nære og det lokale. Og er der noget, der er vigtigt og noget, der binder et samfund sammen, så er det jo stærke fællesskaber, som er inkluderende og inspirerende, siger Inga Vind.

  • Kriterier for at deltage som fællesskab

    - Fællesskabet skal være baseret på frivillighed

    - Fællesskabet skal være inkluderende og række ud til nye medlemmer

    - Fællesskabet skal være forankret i TV2 Østjyllands sendeområde (ikke have hovedsæde et andet sted i landet)

    - Fællesskabet skal have et erklæret formål

    - Fællesskaber, der tidligere har søgt, men ikke opnået nominering, kan godt melde sig igen 

    -  Det er vinderfællesskabets eget ansvar at undersøge, hvorvidt det er berettiget til skattefrie gaver/donationer.

Her finder du tilmeldingskuponen