Sidste chance for en dukkert
Flot sensommervejr i dag og i morgen - og så er det slut.
5. sep 2003, kl. 11:11
Mere end 30 dage gammel
Østjyderne får endnu en chance for at lufte badetøjet, inden det lægges til vinterhi nederst i garderobeskabet. Meteorologerne lover både i dag og i morgen flot sensommervejr med temperaturer på den gode side af 20 grader. Men så er det også slut. Søndag bliver en halvtrist dag med skyer og flere byger. Samtidig bliver temperaturerne en hel del lavere end i dag og i morgen.
Skulle man i løbet af weekenden få lyst til at trække i badetøjet, bør man dog forberede sig på, at vandet ikke er helt så varmt som tidligere på sommeren. Den seneste uges forholdsvis kolde nætter har fået havvandet til at falde til mellem 15 og 18 grader.