Sidsel gør comeback
Grand Prix-vinder er tilbage i rampelyset
Som den yngste nogensinde vandt den dengang 17-årige Sidsel Ben Semmane i 2006 dansk Melodi Grand Prix.
Sidsel Ben Semmane har i flere år været væk fra rampelyset, men nu gør hun comeback med en helt ny EP og viser samtidig en musikalsk side af sig selv, der er noget anderledes end hendes vindersang fra 2006.
Efter sejren i det danske Grand Prix rejste Sidsel Ben Semmane til Athen med nummeret "Twist of Love". Desværre var Europa ikke helt med på at twiste, og Danmark blev nummer 18.
- Det var noget af en mundfuld at tage for så ung en pige. I dag er jeg nået mere ind til kernen, af hvad jeg er. Dengang var jeg mere i en modningsproces, ligesom en blomst der var ved at åbne sig, siger Sidsel Ben Semmane til Go' Aften Østjylland.
Forløber for nyt album
Nu syv år efter hendes Grand Prix-sejr er hun aktuel med en helt ny EP der hedder "Break It" og som indeholder fem numre. Den er forløberen for et nyt album, som Sidsel Ben Semmane skal indspille til efteråret i New York.
Klik på videoen øverst og se Sidsel Ben Semmane synge nummeret "You Gotta Be Kiddin' Me" fra hendes nye EP, og se et længere interview med hende i Go' Aften Østjylland mandag kl. 18.15, 21.30 eller 23.30.