Sia skal sætte gang i festen fredag aften
Sia gæster årets Smukfest
Det er en australsk sangerinde omkredset af mystik, der lægger vejen forbi Skanderborg fredag aften. Sia er for mange mennesker et nyt navn, men hun har faktisk været i musikbranchen i en del år.
- Hun har været i gang i mange år, men hendes popularitet har nok skyldtes, at hun lavede nogle ret spektakulære videoer for et par år siden. Det var i den grad noget, der fik hende løftet fra mellem-niveau til superstjerne-niveau, siger webredaktør ved Gaffa, Ole Rosenstand Svidt.
Sia har også i de seneste år brugt meget tid på at skrive sange for andre kunstnere.
- Blandt andet Rihannas nummer ‘Diamonds’ har hun skrevet, og hun er sådan en, der også har skrevet til Beyonce, Christina Aguilera og mange andre popstjerner, siger Ole Rosenstand Svidt.
Vil ikke vise sit ansigt
En del af mystikken omkring Sia er opstået, fordi sangerinden går på scenen med en paryk, der dækker for hendes ansigt, så folk ikke kan se, hvordan hun ser ud.
- Hun vil ikke vise sit ansigt nu, det ville hun gerne, da hun var mindre kendt. Da hun spillede på Vega i København i 2010, der viste hun sit ansigt, men det er hun holdt op med at gøre nu, siger Ole Rosenstand Svidt.
Men hvorfor vil hun så ikke vise sit ansigt?
- Jeg tror, det er en blanding af, at hun ikke bryder sig om at være kendt, og så er det et image, siger Ole Rosenstand Svidt.
Om festivalgængerne får Sias ansigt at se eller ej, må vi vente med at finde ud af, til Sia går på scenen, det sker fredag aften klokken 22.45.