Shotguns, adrenalin og ømme muskler - hardball skyder frem

Man får ømme muskler og røde kinder af hardball, der primært dyrkes af unge mænd

02:59

Her kan du se interview med Emil Pedersen og Oliver Strunge fra Aarhus Hardballbane.

Pistoler, maskingeværer og shotguns lyder ikke som noget, der hører hjemme i en sportsgren, men når det gælder hardball, er disse våben på hjemmebane.

Det giver en helt speciel form for adrenalin, og man kommer ud i den friske luft.

Emil Pedersen, medlem, Aarhus Hardballklub

Hardball er i rivende udvikling, og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) har også kastet sig over sporten i form af Airsoft Challenge. Her skyder deltagerne med airsoft-våben og konkurrerer mod hinanden på tid og præcision.

I klassisk hardball går udøverne typisk meget op i virkelighedstro våben - og påklædningen i form af realistiske uniformer og kampudstyr er et kapitel for sig.

Læs også Nadia Nadim vinder Årets Østjyske Sportsnavn

Uniformer til tusinder af kroner

TV2 ØSTJYLLAND besøgte fredag aften Aarhus Hardballbane. Her mødte vores udsendte reporter blandt andre Emil Pedersen, der dyrker hardball i fuld camouflageuniform og hjelm.

- Jeg går selv meget op i historie, og det er derfor, jeg har valgt det outfit. Jeg prøver at komme så tæt på at ligne noget, der har været engang, som muligt, siger Emil Pedersen, der er medlem af Aarhus Hardballbane.

00:15

Billeder fra Aarhus Hardballbane fredag aften.

Luk video

Han har selv brugt omkring 14.000 kroner på det udstyr, han har, og det er langt fra et særsyn.

- Der er folk, der har brugt meget mere. Når man går så meget op i det, som vi gør, så kommer man i hvert fald op i flere tusinde kroner, siger Emil Pedersen.

Muskler og fællesskab

Han er faldet for hardball, fordi sporten kombinerer fysisk udfoldelse, adrenalin og godt kammeratskab.

- Det giver en helt speciel form for adrenalin, og man kommer ud i den friske luft på samme måde som fodbold. Men man bevæger sig på en helt anden måde, og man bruger også en anden form for muskler. Man kan rigtig mærke det, når man har været ude og skyde, siger Emil Pedersen og fortsætter:

- Det giver også et godt fællesskab, for gutterne herude er super flinke. Alle har jo den samme hobby, så der er altid noget at snakke om, og folk er imødekommende og venlige.

00:13

Billeder fra Aarhus Hardballbane fredag aften.

Luk video

Unge mænd i overtal

Emil Pedersen, der er i 20'erne, passer meget godt ind i den målgruppe, der oftest bruger hardballbanen, fortæller Danh Cong, der er spilleleder ved Aarhus Hardballbane.

- Vi har nogle ældre personer herude, men den typiske målgruppe drenge mellem 20 og 25 år. Man skal kunne løbe, og der bliver skudt kugler om ørerne på en, så det er en rigtig god idé at kunne bevæge sig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Loven i Danmark siger, at man skal være minimum 16 år for at spille hardball.

Hardball blev udviklet i Japan i starten af 1970’erne.

Læs også AGF satser på eSport-talenter og laver eget hold