SFer dømt for injurier
Skal betale erstatning til Leif Lund fra DF
Byrådsmedlem og formand for SF i Silkeborg, Jørn Rye Rasmussen, er blevet dømt for injurier mod Leif Lund, der er medlem af Dansk Folkeparti.
Jørn Rye Rasmussen skal betale 10 dagbøder på hver 500 kroner eller i fængsel i 10 dage, og så skal han også betale en erstatning på 5.000 kroner til byrådsmedlem Leif Lund. Sagens omkostninger skal de to politikere hver især selv betale.
Hele sagen begyndte den 23. maj sidste år efter en byrådsdebat om ytringsfrihed. Leif Lund stævnede Jørn Rye Rasmussen for injurier efter debatten, og torsdag formiddag fik sagen altså sin afslutning i retten, hvor Jørn Rye Rasmussen blev dømt for indirekte at beskylde Leif Lund for at fifle med kørepenge og for dengang at sige:
- Jeg behøver vel heller ikke repetere, hvordan og hvorfor vi måtte lave et særligt regelsæt om dækning af transportudgifter, udelukkende for at forhindre misbrug.
I dag siger Jørn Rye Rasmussen om dommen:
- Havde jeg vidst, at de udtalelser ville koste mig 35.000 kroner, så kunne jeg lige så godt have taget noget mere med, og jeg kunne have gået skarpere til ham i det hykleriske oplæg, han kom med om ytringsfrihed, siger Jørn Rye Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere øverst på siden.