SF vil sætte loft over Airbnb-udlejning i Aarhus

SF vil lave regel for, hvor mange gange Aarhus-borgerne må leje deres bolig ud via tjenester som Airbnb

Foto: John Macdougall - Scanpix

Politikerne i Aarhus skal sætte en grænse for, hvor mange gange om året man må udleje sin bolig via udlejningstjenester som Airbnb.

Det mener SF i Aarhus. Thomas Medom, socialrådmand og SF-leder i Aarhus, vil med reglen sikre, at den deleøkonomiske tanke ikke misbruges.

- Loftet skal sikre, at billige værelser og boliger ikke bliver brugt som hotelværelser, men i stedet er til rådighed for de studerende, udsatte og andre indbyggere i Aarhus, der har hårdt brug for permanent boligløsning, siger Thomas Medom i en pressemeddelelse. 

Læs også Socialrådmand: Alle skal have en seng at sove i

Konkret mener SF, at der i Aarhus skal fastsættes et loft på 60 udlejningsdage pr. år for udlejning af en privat bolig/værelse. 

- Samtidig skal loftet forhindre, at den deleøkonomiske tanke misbruges i en ny forretningsmodel for ejendomsspekulanter. Endelig kan loftet bidrage til at borgerne, der blot ønsker at dele deres bolig, utilsigtet bliver fanget af reglerne om at drive en erhvervsmæssig virksomhed, siger han og tilføjer:

- Der er stor efterspørgsel efter byens almindelige boliger, og de skal først og fremmest være til rådighed for almindelige indbyggere. Med et loft kan vi forhindre at mulighederne misbruges så borgere bliver tvunget til at leje sig ind på korte aftaler uden kontrakter.

I København kører en tilsvarende diskussion. Her har Airbnb meldt sig klar til at mødes med de københavnske politikere. 

- Vi ønsker at være gode partnere til politikerne og arbejde sammen om klare regler, der understøtter almindelige mennesker, som deler deres hjem, siger en talsperson for Airbnb i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

I Amsterdam har Airbnb indgået en aftale med bystyret. Det betyder, at en bolig må udlejes via portalen 60 dage om året.