SF vil nedlægge busser til fordel for biltjeneste
Tomme busser skal være fortid. En samkørselsordning i biler er fremtiden. Det er visionen, når SF vil lancere en app, der skal gøre det let at få et lift
GoSilkeborg er navnet på den app, som SF i en forsøgsordning vil udvikle og bruge som værktøj mellem borgere i landsbyerne i en samkørselsordning.
- Der skal sættes GoStationer ind i stil med et busskur med fiber/mobil WiFi, som man kan blive hentet ved og fragtet videre. Når man har sendt en anmodning om kørsel via app’en, vil der derefter blive sendt en besked ud til borgerne, siger spidskandidat til kommunalvalget for SF, Hans Okholm.
Læs også
Ideen er, at der skal sætte en stopper for stigende problemer med tomme busser, som ifølge SF både forurener og er alt for dyre at drive.
- I busserne i Gjern eksempelvis er der ofte bare folk med om morgenen og om aftenen, men ofte kører bussen helt uden mennesker, hvor den bare ender med at forurene og fylde, siger han.
Kommunal støtte
For at være en del af samkørselsordningen, kræver det en kommunal licens. Licensen tillader chaufføren at tage op til tre personer med ud over sig selv. Hver person betaler 10 kroner. Herefter er det planen, at kommunen vil spytte yderligere 10 kroner per person i kassen.
Læs også
- Tager man tre venner med både frem og tilbage, kan man i hvert fald tjene 120 kroner, hvilket betaler benzinen og lidt ekstra, siger Hans Okholm.
SF frygter ikke, at det udløser en lavine af folk, som vil gøre det til en forretning som pirattaxakørsel.
- Forskellen på pirattaxa og det her er, at det ikke er en taxaordning. Det er en samkørselsordning. Det er meningen, at man skal kunne tage andre med, når man alligevel selv skal ud at køre - og ikke bare køre taxa, siger han.
Læs også
Hvordan vil I sikre, at borgerne i de små byer kan komme ind til Silkeborg, når de ønsker det, og ikke skal være afhængige af, hvornår naboen har lyst til at køre?
- Det kan vi ikke sikre fra start. Systemet gør ikke, at man kan komme afsted hver halve time. Når først man begynder at køre sammen, vil det udvikles. Det kan ikke afløse den kollektive trafik, men supplere, siger han.
SF forudser, at nedlæggelserne af de tomme busser vil betyde betydelige besparelser for kommunen. Penge, som SF vil bruge på natbusser.