SF vil fokæle de ansatte i Århus Kommune

Århus Kommunes ansatte skal kunne trække personalegoder fra i bruttolønnen. Det mener i hvert fald SF.

Personalegoder som buskort, aviser, computer og frokost i kantinen bør kunne trækkes fra i bruttolønnen.

Det bør i hvert fald gælde for Århus Kommunes ansatte, mener SF, og derfor stiller de et matchende beslutningsforslag på byrådsmødet i morgen.

- Det er vigtigt at Århus Kommune fremstår som en attraktiv arbejdsplads, så det også i fremtiden er muligt at tiltrække medarbejdere til Århus Kommune. Århus har haft en alt for restriktiv ordning omkring personalegoder, siger Sundheds- og omsorgsrådmand Dorthe Laustsen (SF).

Hun mener, at kommunens ansatte bør tilbydes de samme ordninger som de privat ansatte. Det skal ifølge rådmanden være med til at gøre kommunen til en mere attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne er glade for at være, og hvor man lettere kan tiltrække ny arbejdskraft.