SF: Vi er dybt skuffede
Byrådsmedlem presset til at forlade partiet
Byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen meldte sig lørdag ud af SF. Dette skete i protest mod den "nedskæringskurs", som SF ifølge byrådsmedlemmet fører.
Ifølge den lokale SF-afdeling var den unge udvalgsformand dog tvunget til at forlade partiet.
SF var blevet orienteret om, at Kasper Fuhr Christensen ved det kommende kommunalvalg ønskede at stille op på en såkaldt Velfærdsliste samtidig med, at han var medlem af SF.
- Hans dobbeltspil betyder selvfølgelig , at han ikke kan være medlem af SF, da han har handlet dybt illoyalt overfor partiet. Bestyrelsen har derfor i går presset ham til at tage en beslutning om at melde sig ud af SF, siger formand for SF i Randers Alice Mølbæk i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Alice Mølbæk fortæller samtidig, at hun og bestyrelsen er "dybt skuffede", da Kasper Fuhr Christensen indtil nu har haft fuld opbakning til sit politiske arbejde i Randers Byråd.
Kasper Fuhr Christensen blev valgt ind i byrådet ved det seneste kommunalvalg i november 2009. Han har endnu ikke besluttet, hvordan han på sigt fortsætter sin politiske karriere.