SF skifter mening: Nu er der flertal for at kulegrave fyringer

Seks medarbejdere, som Aarhus Kommune har fyret fra skandaleramt afdeling, får nu gennemgået deres sager. De seks har kritiseret chef, der nu er fyret

Thomas Medom, rådmand og SFs politiske leder i Aarhus.

Seks fyrede medarbejdere i skandaleramt afdeling i Aarhus Kommune får nu undersøgt deres sager.

Det sker, efter SF i Aarhus Byråd har skiftet mening og nu tilslutter sig ønsket om en ekstern vurdering af sagligheden i afskedigelsessagerne.

Sagen er på byrådsmødet onsdag, hvor Nye Borgerlige har stillet forslag om en ekstern undersøgelse.

Det er et spørgsmål om at komme til bunds og et spørgsmål om ordentlighed. 

Thomas Medom, rådmand i Aarhus, om behovet for at undersøge fyringssager

Thomas Medom, rådmand og SFs politiske leder i Aarhus, oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at partiet nu støtter en ekstern vurdering. 

Dermed er der flertal for at lade udefrakommende øjne kigge på sagerne.

- Personalesagerne mod de fyrede medarbejdere i Magistraten for Teknik og Miljø skal undersøges eksternt, siger han og fortsætter: 

- Efter at de nye undersøgelser har vist behovet for en omorganisering af HR-afdelingen, kan vi ikke kun læne os op ad HR-afdelingens konklusion i sagerne. Det er et spørgsmål om at komme til bunds og et spørgsmål om ordentlighed. 

Læs også Borgmester Bundsgaard: Tilliden til direktør er væk

De seks medarbejdere, der over en årrække er blevet fyret i afdelingen for teknik og miljø, har i forbindelse med den såkaldte skandalesag, som Århus Stiftstidende har afdækket de seneste måneder, rejst offentlig kritik af den daværende forvaltningschef.

Han er nu fyret og meldt til politiet for underslæb, bestikkelse og tjenesteforsømmelse.

Mandag udviklede sagen sig yderligere, da de aarhusianske toppolitikerne indstillede forvaltningschefens chef, direktør Erik Jespersen, til fyring på grund af manglende tillid.

Aarhus Byråd skal onsdag tage endelig stilling til fyringen, men da det er en enig Magistrat, der står bag indstillingen, er det en formalitet.