SF: Ikke vores opgave at støtte håndboldklub

Skanderborg Kommune skyder årligt en halv million kr. i den lokale håndboldhold

18:09

Foto: Ole Nielsen / TV2OJ

1 af 2

Skanderborg Kommune bør ikke bruge en halv million kroner hvert år på at støtte den lokale håndboldklub, Skanderborg Håndbold.

Det mener byrådsmedlem Claus Leick fra SF.

Under en politisk debat, som mandag aften bliver sendt direkte på TV 2 | ØSTJYLLAND, langer Claus Leick ud efter det såkaldte brandingsponsorat, som Skanderborg Kommune har tegnet med klubben.

Ifølge ham er det ikke en kommunal opgave at støtte en sportsklub med en halv million kr. om året. Reklameværdien kunne kommunen have fået på andre måder, mener han.

- I SF tror vi, at de penge, vi kræver ind af borgerne, de skal bruges til service over for borgerne. Vi er med på, at det er en god idé at brande os selv, men så skal vi gøre det ved, at vi er gode til at rydde sne, hjælpe de gamle eller lave lokaldemokrati, siger Claus Leick under den direkte tv-debat.

- Det er forkert at anvende det faldende antal penge, vi har til at lave service, til at lave branding. Som kommune er man nødt til at tænke, at man ikke kan det hele. Vores opgave ligger ikke i at lave branding.

LA i Skanderborg: Fremgang er en tillidserklæring fra vælgerne

Skanderborg Håndbold har et hold mændenes bedste liga. Ifølge borgmester Jørgen Gaarde (S), som er tilhænger af sponsoratet, kommer pengene tilbage til kommunekassen.

Sponsoratet er med andre ord en god forretning, mener han.

- Vi kunne også prøve at brande Skanderborg Kommune på så mange andre måder. Nu har vi så valgt det sted, hvor vi har den største eksponering af alle steder, bortset fra festivalen. Blot en enkelt transmission på jeres kanal (TV 2, red.) svarer til en brandingværdi på 500.000 kr., siger Jørgen Gaarde.

K: Vores fyrtårn skal frem

Også de konservatives Jan Krogh Rasmussen mener, at det er klogt af Skanderborg Kommune at tegne et sponsorat. Ellers ville der slet ikke være et liga-hold i området.

- Vi lægger meget vægt på, at vores fyrtårn skal frem, så vi bliver kendt på det positive, vi har gang i. Og så skal man huske på, at vi ikke har de bedste idrætsfaciliteter. Så der er ganske enkelt ikke mulighed for at skabe den økonomi, der for et håndboldhold er behov for i den klasse, siger Jan Krogh Rasmussen (K).

Formand for Skanderborg Håndbold Jens Christensen bekræfter, at klubben ikke ville være i stand til at spille med i den bedste række, hvis den ikke modtog penge fra kommunen.

- Det er nødvendigt for at køre håndboldklubben. Vi kører på et af de laveste budgetter i ligaen, men qua eksponeringen leverer vi meget tilbage, siger formand for Skanderborg Håndbold Jens Christensen.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele debatten om støtten til Skanderborg Håndbold.